Der er ingen tvivl om, at jeg har arbejdet og stadig arbejder med mig selv. Det har jeg jo gjort i mange år. Ikke for at blive ‘bedre’ end alle andre, men får at få det bedre. Og det var der brug for ;) Som Sofia Manning siger - det er ofte de mest fucked up mennesker, der bliver de bedste coaches - den kan vi jo så lade stå.
Jeg ved, at jeg kan være i balance. Jeg ved også jeg indimellem prædiker ‘storsind’ og ‘ansvar’ til folk vender øjne. Jeg ser de fleste gange indad i en problemstilling. Langt mere end udad. Ind i mellem kan det sågar føles som om, at jeg lader folk ‘slippe’ når de virkelig sårer mig, er total urimelige eller andet, hvor jeg kunne stille mig stejlt og brøle. Men helt ærlig jeg gider ikke. Jeg bruger min reflektion til at acceptere, at vi har hver vores virkelighed. Din opfattelse af verden er sand, så at skulle få ret er ikke min største interesse. Jeg vil gerne i dialog og forstå, men du behøver altså ikke give mig ret før jeg er videre. Og jeg kan godt leve med at du ‘misforstår’ - vi har alle vores historie som vi tolker udfra.
Men indimellem bliver jeg alligevel min historie i sin rå ubearbejdede form
Forleden dag havde min kæreste været ufattelig sød, at pakke mit nyvaskede løbetøj i en pose jeg lige ku få med i bilen. I farten havde han ligesom pakket rub og stub - givet mig med i min bil og sagt ‘jeg kommer senere’. Da jeg kom hjem og pakkede ud, lå der ‘mærkelige ting’ som egentlig bare skulle blive hos ham. Straks begynder min historie, om at blive forladt (fordi hvem fanden gider i bund og grund holde fast i mig). Tankerne spinder - ‘var det derfor han ville køre i to biler? Fordi han slet ikke kommer? Tikker der en SMS ind om 2 minutter, hvor han gør det forbi? Nu græder jeg næsten, og tænker i alternative planer - så vil jeg aldrig mere have en kæreste, så beholder jeg hunden osv osv. Bom - helt nede i niveau og min historie styrer. Ingen logisk tankegang eller forståelse. Ingen selvindsigt. Sender en SMS, hvor jeg skriver, at det er som om, at han er ved at forlade mig. Stakkel .. Han er nemlig af den mere normale slags, der mener, at det skal vel være lidt galt, før man bare sådan går fra hinanden. Duh :) Han vil på ingen måde forlade mig og kigger lidt paf på mig; han ‘elsker mig jo’ (ikke en tanke jeg i situationen selv overvejer) og han skal jo bruge sin bil på arbejde (dobbelt duh!) Heldigvis kender jeg mig selv bedre og bedre, så hurtigere og hurtigere kommer indsigten og jeg ved, at jeg fortjener denne meganormale, skønne mand og jeg ved (igen), at man forlader jo ikke bare hinanden, uden en god grund i hvertfald.
Heeelt nede i niveau kan jeg dæleme også komme
Til morgen stod jeg i lufthavnen. Det sgu tidligt og jeg er ærlig talt møgtræt. Selv om jeg elsker London, så ville jeg måske hellere hente vores nye vuffer og hygge mig med familien. Nå, men det vrimler med rejsende. Spændte weekendrejsende - skoleklasser og familier. Langsomme ineffektive mennesker med fandens god tid. Og jeg gider ikke. Med dendersens selvindsigt prøver jeg efter bedste evne at lukke folk pænt ind, men jeg er sgu sur i dag. Mindste attemp fra andre på springe over i køen, bliver demonstrativt lukket ned. Stay the f... away. Min tur! Jeg bemærker mit humør, smiler (næsten) af det, men det virker ikke. Siger PYT adskillige gange, men det smager ikke af PYT. Ned til paskontrollen hvor der hersker kaos og usikkerhed - der er lidt uro om hvilke linjer vi kan benytte. Og stadig de larmende skole klasser. Mmmm kaffen smager godt.....pyt med de råber så højt, at hele CPH ved, at Amanda skal sidde med Clara...PYT... 😏
Nu sker der noget og folk vælter ind foran os i den ‘gode kø’ og især bliver jeg fældet af en familie, som jeg nu i mit hoved får pillet helt ned! Nu er jeg rædselsfuld fordomsfuld. Held i uheld åbner de en ny kø lige ved mig (Yay) men familien vil gudhjælpemig kravle ind over min kuffert og ind foran.... nu sker det.....lavere kan jeg ikke komme...’fucking nej’ (undskyld) det er min tur - og måske fælder jeg dem sågar.... jeg gider ikke mere nu. Det pisser så ham totalt af, som så også er nede i niveau nu.... hele familien står nu og kalder mig luder, og andre ting på svensk jeg ikke lige fanger... nu er jeg i minus...ser mig selv kalde dem små mennesker og direkte i mandens øjne ‘idiot’
Årh hvor jeg dog hader, når jeg er der. Hvor er alt det gode arbejde henne.. er det spildt? Hvorfor lod jeg dem ikke bare? Hvorfor skulle jeg sige idiot og se ned på dem? Indimellem popper ‘de var selv uden om det - karma score 1:1’ - men det klinger hult.
Jeg er sgu klogere end det. Og kan jeg tillade mig, når nu jeg skal hjælpe andre med at være i balance, sådan selv at være ude af balance? . Jeg burde jo være i evig zen tænker jeg.
Coacher for tiden én der skal vide, at hun gør sit bedste uanset. At være det hele menneske. Rumme de ‘nederen sider’ også. ‘Hold af HELE dig’ siger jeg.
Jeg elsker mennesker fyldt med fejl. De minder mig om, at jeg selv faktisk er skøn og elskbar, på trods af diverse mangler. Og at jeg behøver ikke ændre mig, for at være ‘god nok’ - det bedste ved os ligger i vores shortcomings...
Så der i flyet må jeg give et omsorgsgivende strøg på min egen kind, huske at den kan også glippe for mig - og for coachen. Holde af mig selv præcis som jeg er. PYT - tag det ikke så tungt. Det går altsammen. Jeg er god nok, selv om jeg kan blive smålig og knotten.
Ligesom dig. Du er også helt rigtig, som du er. Ved blot at slå øjene op om morgenen, er du som du skal være.
Vidunderlig weekend til jer.
Kram Malou ❤️
RSS-feed