Jeg har fået lidt en slags reminder ovenfra - endnu en gang om, at praktiserer det jeg prædiker 😌😌
Jeg er sindssygt efter folk, der ikke er super gode til at respekterer deres - ret ofte - TYDELIGE tegn fra kroppen om at geare ned. Spørger endda ‘hvor meget skal der til?’
Men indimellem er det jo jeg indser, at jeg er det dersens - helt normale, sårbare, søgende efter anderkendelse (og lidt klapsalver hvis muligt) slags menneske. I jagten på den, kommer jeg til TOTALT, at ignorere de der fuldkommen tydelige tegn på, at jeg bare skal ligge i sofaen og stene en sæson eller to af en helt forudsigelig serie. Der hvor der ikke er fare for uforudsigelighed og dybe spørgsmål der kunne starte de store tanker 🌸🙌🏻🙈
Jagten for mig går ud på, at løbe stærkt og nå alverdens slags projekter. Podcast, coache, marketingarbejdet, flytte ind hos kæresten, sammenbringe en familie, træne til Marathon, være veninde, søster, Mastercoach-studerende osv osv. ‘Jeg er træt’ hører jeg mig selv sige....’jeg må være syg’ mens jeg løber videre.
Så er det jo jeg selv forudsiger, at universet (eller nok bare kroppen) nok skal hjælpe dig. ‘Hvis du ikke gør noget, træder andre kræfter ind’ prædker jeg 🌸😌🙄 og jo tak...
Nu er jeg røget i jorden på to løbeture lige efter hinanden. Første gang besvimede jeg, mens jeg løb. Slog mig a ...... til. Pyh...intet brækket men temmelig forslået.
Meeeeen det er ikke vink med en vognstang nok. Fuld knald på møder dagen og ugen efter (jeg er jo uundværlig og skulle nødig gå i glip af noget) og selv om jeg både ømmer mig og føler mig syg, skal jeg da ud igen på en lang løbetur ugen efter. Knæet er blåt og såret, men hey ‘det gør ikke ondt, når jeg løber’ 🙄 afsted igen.
“Fint nok....” forestiller jeg mig universet tænker, bum ned i jorden igen, denne gang med hovedet til at tage fra. Flot 👏🏻 ‘hej brosten’ 🙄 Jeg får mig en stor bule og et smukt blåt øje, der nu har fulgt mig 3 uger.
Ok - godt ord igen. Jeg fatter det. Jeg er med. Nu skal det lyttes. Ingen andre end mig kan tage ansvar og handle. Jeg må atter råde mig selv, som jeg råder andre.
Jeg er det hele menneske! 🌸❤️
Jeg er stærk, også når jeg er sårbar og uden den ikke det hele menneske. At ligge sig og tage timeout er tegn på styrke og egenomsorg. Den største kærlighed til mig selv.
Jeg er god nok. Helt uden at foretage mig noget. Blot ved at slå det blå øje op om morgen 😉
Jeg er god nok. Bare ved at være ❤️❤️🌸🌸 og især ved at rumme HELE mig.
Og det samme er du 🌸🙏🏻❤️
Med ønsket om en dejlig søndag 🌱 i selvomsorgens navn 🙌🏻🌞
Jeg er sindssygt efter folk, der ikke er super gode til at respekterer deres - ret ofte - TYDELIGE tegn fra kroppen om at geare ned. Spørger endda ‘hvor meget skal der til?’
Men indimellem er det jo jeg indser, at jeg er det dersens - helt normale, sårbare, søgende efter anderkendelse (og lidt klapsalver hvis muligt) slags menneske. I jagten på den, kommer jeg til TOTALT, at ignorere de der fuldkommen tydelige tegn på, at jeg bare skal ligge i sofaen og stene en sæson eller to af en helt forudsigelig serie. Der hvor der ikke er fare for uforudsigelighed og dybe spørgsmål der kunne starte de store tanker 🌸🙌🏻🙈
Jagten for mig går ud på, at løbe stærkt og nå alverdens slags projekter. Podcast, coache, marketingarbejdet, flytte ind hos kæresten, sammenbringe en familie, træne til Marathon, være veninde, søster, Mastercoach-studerende osv osv. ‘Jeg er træt’ hører jeg mig selv sige....’jeg må være syg’ mens jeg løber videre.
Så er det jo jeg selv forudsiger, at universet (eller nok bare kroppen) nok skal hjælpe dig. ‘Hvis du ikke gør noget, træder andre kræfter ind’ prædker jeg 🌸😌🙄 og jo tak...
Nu er jeg røget i jorden på to løbeture lige efter hinanden. Første gang besvimede jeg, mens jeg løb. Slog mig a ...... til. Pyh...intet brækket men temmelig forslået.
Meeeeen det er ikke vink med en vognstang nok. Fuld knald på møder dagen og ugen efter (jeg er jo uundværlig og skulle nødig gå i glip af noget) og selv om jeg både ømmer mig og føler mig syg, skal jeg da ud igen på en lang løbetur ugen efter. Knæet er blåt og såret, men hey ‘det gør ikke ondt, når jeg løber’ 🙄 afsted igen.
“Fint nok....” forestiller jeg mig universet tænker, bum ned i jorden igen, denne gang med hovedet til at tage fra. Flot 👏🏻 ‘hej brosten’ 🙄 Jeg får mig en stor bule og et smukt blåt øje, der nu har fulgt mig 3 uger.
Ok - godt ord igen. Jeg fatter det. Jeg er med. Nu skal det lyttes. Ingen andre end mig kan tage ansvar og handle. Jeg må atter råde mig selv, som jeg råder andre.
Jeg er det hele menneske! 🌸❤️
Jeg er stærk, også når jeg er sårbar og uden den ikke det hele menneske. At ligge sig og tage timeout er tegn på styrke og egenomsorg. Den største kærlighed til mig selv.
Jeg er god nok. Helt uden at foretage mig noget. Blot ved at slå det blå øje op om morgen 😉
Jeg er god nok. Bare ved at være ❤️❤️🌸🌸 og især ved at rumme HELE mig.
Og det samme er du 🌸🙏🏻❤️
Med ønsket om en dejlig søndag 🌱 i selvomsorgens navn 🙌🏻🌞
RSS-feed