18.august 2018
Jeg faldt over et billede af min moar og mig, hvor jeg er baby 🌸 jeg ligner min mor så frygtelig meget. Både af udseende, men også af sind. Vi laver begge to hele tiden gas, charmer og råber lidt for højt, når vi bliver frustreret. Vi er intelligente, men jeg har nok også hendes lidt svage nerver.
Måden vi tackler livet på, er faldet utroligt forskelligt ud.
Hun har måtte dæmpe sin sorg og angst med alkohol og offerrollen. Jeg er gået lige ind i min sorg og angst. Sådan da...ikke uden omkostninger og temmeligt hårdt arbejde. Men jeg har på en eller anden måde altid været stålsat på ‘at jeg ku mere’.
Det er 18 år siden, at jeg bad mine forældre holde alkoholen (og dermed dem) væk fra mig og mine børn. ( Dengang barn)
Jeg husker stadig friheden, jeg følte. Friheden over ikke skal skulle sloges med det uforudsigelige. At skulle pakke mig og mit sammen, for at høre på sludder og vrøvl. Følelsen af ikke længere, at skulle vælge side i en konfliktfyldt familie. Følelsen af, at jeg havde haft en valg hele livet, men ikke var klar over det, før beslutningen var truffet.
Følelsen af at være RELEVANT. For det var det...det jeg ikke var i de 28 år af mit liv i den konstellation. Relevant. Ikke plads til behov og omsorg. Kun til jammer og offer.
Jeg har i 18 år været glad for den beslutning. Det er ikke en beslutning, nogen som helst anden i et forhold med en afhængig, behøver at tage. Jeg ser ikke kun en sandhed. Det er min beslutning. Det der var rigtigt for mig. Mit behov. Jeg kan savne hendes latter og intelligens, men den druknede i krig og jammer. I bebrejdelser og manglende ansvar. Det eliminerer savnet - hver gang. Hun ku dæleme og komme med nogle guldkorn, som jeg stadig gentager i dag.
I min omgivelser for tiden, mister folk deres forældre, eller de skal tage sig ekstra af skrantende forældre. Circle of life. Det er selvfølgelig noget, der prikker til min beslutning om, at lade hende klare sig selv. Damen er jo 74 nu. Hver gang ender jeg samme sted. Jeg samlede hende op de første mange år af mit liv. Jeg har taget min tørn. Jeg har ikke længere ansvaret. Jeg orker det simpelthen ikke. Egoist? Dårlig datter? Måske... men ikke det jeg tænker om mig selv. Jeg tænker hun har valgt selv.
I de 18 år har hun rakt ud en gang. Med et sagsanlæg for at få penge. What an act of love 🙄....
‘Jamen hun er syg?’ Ja jeg ved det... det var min forklaring i mange år. Måden jeg pakkede mig væk. Ligesom at det var min forklaring, når jeg ikke kunne nå i mål med noget, at ‘min er alkoholiker’. Men sandheden er, at vi alle har et valg. Måske lidt hårdt, men jeg har betalt en pris i form af angst, lavt selvværd, ingen personlig grænsesætning, skam og skyld.
Nu sidder jeg her. Reflekterer igen... også en del af processen. Jeg er vant til det og hver gang har jeg en nysgerrighed på, om jeg skal handle anderledes. Jeg er også vant til at blive skræmt over hvor meget jeg ligner hende. På en rigtig dårlig dag, tænker jeg om dem tæt på mig, tænker ‘uha’ når de kigger på mig, fordi de ser hende.
Det er grove løjer - men her kommer(i mig) reminderen om selvkærligheden ❤️ vide, at selvfølgelig ser de mig ❤️🌸 mest 🙈 Og så nogengange min mor.... på godt og ondt.
Men om jeg er hende. Næ... jeg er mig.. på godt og ondt. Som det hele menneske 🌸❤️🦋💪🏻 og så er jeg min mors datter - på godt og ondt ku man sige 🌸
God lørdag til jer ❤️🌸
Jeg faldt over et billede af min moar og mig, hvor jeg er baby 🌸 jeg ligner min mor så frygtelig meget. Både af udseende, men også af sind. Vi laver begge to hele tiden gas, charmer og råber lidt for højt, når vi bliver frustreret. Vi er intelligente, men jeg har nok også hendes lidt svage nerver.
Måden vi tackler livet på, er faldet utroligt forskelligt ud.
Hun har måtte dæmpe sin sorg og angst med alkohol og offerrollen. Jeg er gået lige ind i min sorg og angst. Sådan da...ikke uden omkostninger og temmeligt hårdt arbejde. Men jeg har på en eller anden måde altid været stålsat på ‘at jeg ku mere’.
Det er 18 år siden, at jeg bad mine forældre holde alkoholen (og dermed dem) væk fra mig og mine børn. ( Dengang barn)
Jeg husker stadig friheden, jeg følte. Friheden over ikke skal skulle sloges med det uforudsigelige. At skulle pakke mig og mit sammen, for at høre på sludder og vrøvl. Følelsen af ikke længere, at skulle vælge side i en konfliktfyldt familie. Følelsen af, at jeg havde haft en valg hele livet, men ikke var klar over det, før beslutningen var truffet.
Følelsen af at være RELEVANT. For det var det...det jeg ikke var i de 28 år af mit liv i den konstellation. Relevant. Ikke plads til behov og omsorg. Kun til jammer og offer.
Jeg har i 18 år været glad for den beslutning. Det er ikke en beslutning, nogen som helst anden i et forhold med en afhængig, behøver at tage. Jeg ser ikke kun en sandhed. Det er min beslutning. Det der var rigtigt for mig. Mit behov. Jeg kan savne hendes latter og intelligens, men den druknede i krig og jammer. I bebrejdelser og manglende ansvar. Det eliminerer savnet - hver gang. Hun ku dæleme og komme med nogle guldkorn, som jeg stadig gentager i dag.
I min omgivelser for tiden, mister folk deres forældre, eller de skal tage sig ekstra af skrantende forældre. Circle of life. Det er selvfølgelig noget, der prikker til min beslutning om, at lade hende klare sig selv. Damen er jo 74 nu. Hver gang ender jeg samme sted. Jeg samlede hende op de første mange år af mit liv. Jeg har taget min tørn. Jeg har ikke længere ansvaret. Jeg orker det simpelthen ikke. Egoist? Dårlig datter? Måske... men ikke det jeg tænker om mig selv. Jeg tænker hun har valgt selv.
I de 18 år har hun rakt ud en gang. Med et sagsanlæg for at få penge. What an act of love 🙄....
‘Jamen hun er syg?’ Ja jeg ved det... det var min forklaring i mange år. Måden jeg pakkede mig væk. Ligesom at det var min forklaring, når jeg ikke kunne nå i mål med noget, at ‘min er alkoholiker’. Men sandheden er, at vi alle har et valg. Måske lidt hårdt, men jeg har betalt en pris i form af angst, lavt selvværd, ingen personlig grænsesætning, skam og skyld.
Nu sidder jeg her. Reflekterer igen... også en del af processen. Jeg er vant til det og hver gang har jeg en nysgerrighed på, om jeg skal handle anderledes. Jeg er også vant til at blive skræmt over hvor meget jeg ligner hende. På en rigtig dårlig dag, tænker jeg om dem tæt på mig, tænker ‘uha’ når de kigger på mig, fordi de ser hende.
Det er grove løjer - men her kommer(i mig) reminderen om selvkærligheden ❤️ vide, at selvfølgelig ser de mig ❤️🌸 mest 🙈 Og så nogengange min mor.... på godt og ondt.
Men om jeg er hende. Næ... jeg er mig.. på godt og ondt. Som det hele menneske 🌸❤️🦋💪🏻 og så er jeg min mors datter - på godt og ondt ku man sige 🌸
God lørdag til jer ❤️🌸
RSS-feed