De seneste måneder har jeg uden tvivl landet mig selv mere end nogensinde.

Fred og ro. En følelse jeg faktisk ikke kender særlig godt. Glæde. En følelse jeg momentvis har oplevet, men ikke trives særligt godt i. Lykke og taknemmelighed fylder min krop med en dejlig varme 🌸

En overbevisning er i de måneder kommet op til overfladen og har belyst hvorfor det er svært at trives i glæde, fred og ro.

Intet godt varer ved.


Av…. En overbevisning der set i lyset af min historie giver rigtig meget mening. Det er sandt. Intet godt varer ved, at flygte fra det gode og rare, ikke at turde sænke paraderne og dvæle i roen har været og er en umulighed for mig. Det giver angst og en følelse af opgivenhed/magtesløshed

Fordi, hvad skal jeg så? Hvad skal jeg så bruge min krop til, hvis ikke jeg skal flygte og forberede mig på strenge tider. Min krop har i 46 år været i alarmberedskab. Ikke en ressourcegivende tilstand, men en drænende og opslidende tilstand. En tilstand af overfladiskhed og manglende forbindelse til de mennesker jeg faktisk holder vildt meget af og som også elsker mig. En tilstand jeg ikke bare kan stoppe bare lige, ikke uden at være komplet mindfuld - hvilket også forklarer min afsky for pilates og meditation.

Opgivenheden skræmmer mig. Hvad er der så at leve for? Uden mål og bare i lykke? Jeg må indrømme at jeg er meget forelsket i følelsen af ro, glæde og lykke. Jeg har intet at frygte lige nu og alt at vinde. Men at være uden aggressivt mål er det samme som ikke at ville være (åbenbart)

I skyggecoaching arbejder vi med begrebet ‘underliggende commitment’. En beslutning, en usynlig kontrakt med mig selv ud fra den overbevisning jeg har.. intet godt varer ved. Min kontrakt lød ‘flyt dig hvis der ikke er fremdrift’ eller ‘‘jeg går til grunde, hvis jeg ikke handler’. Det giver nu mening, at jeg ikke bare må ligge der i haven…på ryggen og være lykkelig. Min erfaring har jo vist mig, at uvejret altid har vist sig på en ubehagelig, uforudsigelig og utryg måde.

Der i lykken er jeg let påvirkelig. Det giver mening fordi med lykken kommer sårbarheden. Arrg....den sårbarhed. Frygten for at være til grin, være naiv og at blive knust. Betingelsen for lykke. Leve i absolut mod er at være sårbar. Så måske er det modet der svigter? Modig til at være lykkelig og bare være. Nyde og suge livet og lykken til mig. Jeg har alle værktøjerne, men mangler måske modet.

Jeg var en gang til teambuilding, hvor jeg skulle kaste mig bagover ned i armene på mine kollegaer. Jeg stod der forevigt…længe i hvert fald. Men greb modet og lod mig falde. Banalt men sigende for det jeg føler i dette øjeblik. Vide, at jeg har lige præcis de arme der er brug for omkring mig. At jeg har modet, men at jeg må altså selv kaste mig ud i det. Det kan ingen andre. De kan blot heppe og støtte. Også meget sigende for mit liv. Omgivet at de allerbedste og sindssygt meget kærlighed. Rigtig mange hepper på mig. Så hvorfor ikke bare falde bagover og kigge op i himmelen? Den lyser jo smukt blåt og lyst.

Så jeg må lave mig en ny kontrakt….et nyt commitment.

Det er; det er trygt at være lykkelig og at stå stille i glæden. Jeg kan godt leve i lykken….mærke den også uden et aggressivt mål væk fra hvor jeg er 🌸🌟

Så må gråvejret komme når det lyster. Den tid den sorg. Til den tid er der jo netop alle de mennesker jeg har brug for. Ikke mindst mig selv, som jo har overlevet strengere ting….end lykken ❤️❤️

Afsted med mig….. Og dig…. Vi kan godt 🌸❤️

18.august 2018

Jeg faldt over et billede af min moar og mig, hvor jeg er baby 🌸 jeg ligner min mor så frygtelig meget. Både af udseende, men også af sind. Vi laver begge to hele tiden gas, charmer og råber lidt for højt, når vi bliver frustreret. Vi er intelligente, men jeg har nok også hendes lidt svage nerver. 

Måden vi tackler livet på, er faldet utroligt forskelligt ud. 

Hun har måtte dæmpe sin sorg og angst med alkohol og offerrollen. Jeg er gået lige ind i min sorg og angst. Sådan da...ikke uden omkostninger og temmeligt hårdt arbejde. Men jeg har på en eller anden måde altid været stålsat på ‘at jeg ku mere’. 

Det er 18 år siden, at jeg bad mine forældre holde alkoholen (og dermed dem) væk fra mig og mine børn. ( Dengang barn)

Jeg husker stadig friheden, jeg følte. Friheden over ikke skal skulle sloges med det uforudsigelige. At skulle pakke mig og mit sammen, for at høre på sludder og vrøvl. Følelsen af ikke længere, at skulle vælge side i en konfliktfyldt familie. Følelsen af, at jeg havde haft en valg hele livet, men ikke var klar over det, før beslutningen var truffet. 

Følelsen af at være RELEVANT. For det var det...det jeg ikke var i de 28 år af mit liv i den konstellation. Relevant. Ikke plads til behov og omsorg. Kun til jammer og offer. 

Jeg har i 18 år været glad for den beslutning. Det er ikke en beslutning, nogen som helst anden i et forhold med en afhængig, behøver at tage. Jeg ser ikke kun en sandhed. Det er min beslutning. Det der var rigtigt for mig. Mit behov. Jeg kan savne hendes latter og intelligens, men den druknede i krig og jammer. I bebrejdelser og manglende ansvar. Det eliminerer savnet - hver gang. Hun ku dæleme og komme med nogle guldkorn, som jeg stadig gentager i dag. 

I min omgivelser for tiden, mister folk deres forældre, eller de skal tage sig ekstra af skrantende forældre. Circle of life. Det er selvfølgelig noget, der prikker til min beslutning om, at lade hende klare sig selv. Damen er jo 74 nu. Hver gang ender jeg samme sted. Jeg samlede hende op de første mange år af mit liv. Jeg har taget min tørn. Jeg har ikke længere ansvaret. Jeg orker det simpelthen ikke. Egoist? Dårlig datter? Måske... men ikke det jeg tænker om mig selv. Jeg tænker hun har valgt selv. 
I de 18 år har hun rakt ud en gang. Med et sagsanlæg for at få penge. What an act of love 🙄.... 

‘Jamen hun er syg?’ Ja jeg ved det... det var min forklaring i mange år. Måden jeg pakkede mig væk. Ligesom at det var min forklaring, når jeg ikke kunne nå i mål med noget, at ‘min er alkoholiker’. Men sandheden er, at vi alle har et valg. Måske lidt hårdt, men jeg har betalt en pris i form af angst, lavt selvværd, ingen personlig grænsesætning, skam og skyld. 

Nu sidder jeg her. Reflekterer igen... også en del af processen. Jeg er vant til det og hver gang har jeg en nysgerrighed på, om jeg skal handle anderledes. Jeg er også vant til at blive skræmt over hvor meget jeg ligner hende. På en rigtig dårlig dag, tænker jeg om dem tæt på mig, tænker ‘uha’ når de kigger på mig, fordi de ser hende. 

Det er grove løjer - men her kommer(i mig) reminderen om selvkærligheden ❤️ vide, at selvfølgelig ser de mig ❤️🌸 mest 🙈 Og så nogengange min mor.... på godt og ondt. 

Men om jeg er hende. Næ... jeg er mig.. på godt og ondt. Som det hele menneske 🌸❤️🦋💪🏻 og så er jeg min mors datter - på godt og ondt ku man sige 🌸

God lørdag til jer ❤️🌸

Jeg har fået lidt en slags reminder ovenfra - endnu en gang om, at praktiserer det jeg prædiker 😌😌

Jeg er sindssygt efter folk, der ikke er super gode til at respekterer deres - ret ofte - TYDELIGE tegn fra kroppen om at geare ned. Spørger endda ‘hvor meget skal der til?’

Men indimellem er det jo jeg indser, at jeg er det dersens - helt normale, sårbare, søgende efter anderkendelse (og lidt klapsalver hvis muligt) slags menneske. I jagten på den, kommer jeg til TOTALT, at ignorere de der fuldkommen tydelige tegn på, at jeg bare skal ligge i sofaen og stene en sæson eller to af en helt forudsigelig serie. Der hvor der ikke er fare for uforudsigelighed og dybe spørgsmål der kunne starte de store tanker 🌸🙌🏻🙈


Jagten for mig går ud på, at løbe stærkt og nå alverdens slags projekter. Podcast, coache, marketingarbejdet, flytte ind hos kæresten, sammenbringe en familie, træne til Marathon, være veninde, søster, Mastercoach-studerende osv osv. ‘Jeg er træt’ hører jeg mig selv sige....’jeg må være syg’ mens jeg løber videre.


Så er det jo jeg selv forudsiger, at universet (eller nok bare kroppen) nok skal hjælpe dig. ‘Hvis du ikke gør noget, træder andre kræfter ind’ prædker jeg 🌸😌🙄 og jo tak...


Nu er jeg røget i jorden på to løbeture lige efter hinanden. Første gang besvimede jeg, mens jeg løb. Slog mig a ...... til. Pyh...intet brækket men temmelig forslået.


Meeeeen det er ikke vink med en vognstang nok. Fuld knald på møder dagen og ugen efter (jeg er jo uundværlig og skulle nødig gå i glip af noget) og selv om jeg både ømmer mig og føler mig syg, skal jeg da ud igen på en lang løbetur ugen efter. Knæet er blåt og såret, men hey ‘det gør ikke ondt, når jeg løber’ 🙄 afsted igen.


“Fint nok....” forestiller jeg mig universet tænker, bum ned i jorden igen, denne gang med hovedet til at tage fra. Flot 👏🏻 ‘hej brosten’ 🙄 Jeg får mig en stor bule og et smukt blåt øje, der nu har fulgt mig 3 uger.


Ok - godt ord igen. Jeg fatter det. Jeg er med. Nu skal det lyttes. Ingen andre end mig kan tage ansvar og handle. Jeg må atter råde mig selv, som jeg råder andre.


Jeg er det hele menneske! 🌸❤️


Jeg er stærk, også når jeg er sårbar og uden den ikke det hele menneske. At ligge sig og tage timeout er tegn på styrke og egenomsorg. Den største kærlighed til mig selv.


Jeg er god nok. Helt uden at foretage mig noget. Blot ved at slå det blå øje op om morgen 😉


Jeg er god nok. Bare ved at være ❤️❤️🌸🌸 og især ved at rumme HELE mig.


Og det samme er du 🌸🙏🏻❤️


Med ønsket om en dejlig søndag 🌱 i selvomsorgens navn 🙌🏻🌞

Der er ingen tvivl om, at jeg har arbejdet og stadig arbejder med mig selv. Det har jeg jo gjort i mange år. Ikke for at blive ‘bedre’ end alle andre, men får at få det bedre. Og det var der brug for ;) Som Sofia Manning siger - det er ofte de mest fucked up mennesker, der bliver de bedste coaches - den kan vi jo så lade stå.

Jeg ved, at jeg kan være i balance. Jeg ved også jeg indimellem prædiker ‘storsind’ og ‘ansvar’ til folk vender øjne. Jeg ser de fleste gange indad i en problemstilling. Langt mere end udad. Ind i mellem kan det sågar føles som om, at jeg lader folk ‘slippe’ når de virkelig sårer mig, er total urimelige eller andet, hvor jeg kunne stille mig stejlt og brøle. Men helt ærlig jeg gider ikke. Jeg bruger min reflektion til at acceptere, at vi har hver vores virkelighed. Din opfattelse af verden er sand, så at skulle få ret er ikke min største interesse. Jeg vil gerne i dialog og forstå, men du behøver altså ikke give mig ret før jeg er videre. Og jeg kan godt leve med at du ‘misforstår’ - vi har alle vores historie som vi tolker udfra.

Men indimellem bliver jeg alligevel min historie i sin rå ubearbejdede form

Forleden dag havde min kæreste været ufattelig sød, at pakke mit nyvaskede løbetøj i en pose jeg lige ku få med i bilen. I farten havde han ligesom pakket rub og stub - givet mig med i min bil og sagt ‘jeg kommer senere’. Da jeg kom hjem og pakkede ud, lå der ‘mærkelige ting’ som egentlig bare skulle blive hos ham. Straks begynder min historie, om at blive forladt (fordi hvem fanden gider i bund og grund holde fast i mig). Tankerne spinder - ‘var det derfor han ville køre i to biler? Fordi han slet ikke kommer? Tikker der en SMS ind om 2 minutter, hvor han gør det forbi? Nu græder jeg næsten, og tænker i alternative planer - så vil jeg aldrig mere have en kæreste, så beholder jeg hunden osv osv. Bom - helt nede i niveau og min historie styrer. Ingen logisk tankegang eller forståelse. Ingen selvindsigt. Sender en SMS, hvor jeg skriver, at det er som om, at han er ved at forlade mig. Stakkel .. Han er nemlig af den mere normale slags, der mener, at det skal vel være lidt galt, før man bare sådan går fra hinanden. Duh :) Han vil på ingen måde forlade mig og kigger lidt paf på mig; han ‘elsker mig jo’ (ikke en tanke jeg i situationen selv overvejer) og han skal jo bruge sin bil på arbejde (dobbelt duh!) Heldigvis kender jeg mig selv bedre og bedre, så hurtigere og hurtigere kommer indsigten og jeg ved, at jeg fortjener denne meganormale, skønne mand og jeg ved (igen), at man forlader jo ikke bare hinanden, uden en god grund i hvertfald.

Heeelt nede i niveau kan jeg dæleme også komme

Til morgen stod jeg i lufthavnen. Det sgu tidligt og jeg er ærlig talt møgtræt. Selv om jeg elsker London, så ville jeg måske hellere hente vores nye vuffer og hygge mig med familien. Nå, men det vrimler med rejsende. Spændte weekendrejsende - skoleklasser og familier. Langsomme ineffektive mennesker med fandens god tid. Og jeg gider ikke. Med dendersens selvindsigt prøver jeg efter bedste evne at lukke folk pænt ind, men jeg er sgu sur i dag. Mindste attemp fra andre på springe over i køen, bliver demonstrativt lukket ned. Stay the f... away. Min tur! Jeg bemærker mit humør, smiler (næsten) af det, men det virker ikke. Siger PYT adskillige gange, men det smager ikke af PYT. Ned til paskontrollen hvor der hersker kaos og usikkerhed - der er lidt uro om hvilke linjer vi kan benytte. Og stadig de larmende skole klasser. Mmmm kaffen smager godt.....pyt med de råber så højt, at hele CPH ved, at Amanda skal sidde med Clara...PYT... 😏

Nu sker der noget og folk vælter ind foran os i den ‘gode kø’ og især bliver jeg fældet af en familie, som jeg nu i mit hoved får pillet helt ned! Nu er jeg rædselsfuld fordomsfuld. Held i uheld åbner de en ny kø lige ved mig (Yay) men familien vil gudhjælpemig kravle ind over min kuffert og ind foran.... nu sker det.....lavere kan jeg ikke komme...’fucking nej’ (undskyld) det er min tur - og måske fælder jeg dem sågar.... jeg gider ikke mere nu. Det pisser så ham totalt af, som så også er nede i niveau nu.... hele familien står nu og kalder mig luder, og andre ting på svensk jeg ikke lige fanger... nu er jeg i minus...ser mig selv kalde dem små mennesker og direkte i mandens øjne ‘idiot’


Årh hvor jeg dog hader, når jeg er der. Hvor er alt det gode arbejde henne.. er det spildt? Hvorfor lod jeg dem ikke bare? Hvorfor skulle jeg sige idiot og se ned på dem? Indimellem popper ‘de var selv uden om det - karma score 1:1’ - men det klinger hult.

Jeg er sgu klogere end det. Og kan jeg tillade mig, når nu jeg skal hjælpe andre med at være i balance, sådan selv at være ude af balance? . Jeg burde jo være i evig zen tænker jeg.

Coacher for tiden én der skal vide, at hun gør sit bedste uanset. At være det hele menneske. Rumme de ‘nederen sider’ også. ‘Hold af HELE dig’ siger jeg.

Jeg elsker mennesker fyldt med fejl. De minder mig om, at jeg selv faktisk er skøn og elskbar, på trods af diverse mangler. Og at jeg behøver ikke ændre mig, for at være ‘god nok’ - det bedste ved os ligger i vores shortcomings...

Så der i flyet må jeg give et omsorgsgivende strøg på min egen kind, huske at den kan også glippe for mig - og for coachen. Holde af mig selv præcis som jeg er. PYT - tag det ikke så tungt. Det går altsammen. Jeg er god nok, selv om jeg kan blive smålig og knotten.

Ligesom dig. Du er også helt rigtig, som du er. Ved blot at slå øjene op om morgenen, er du som du skal være.

Vidunderlig weekend til jer.

Kram Malou ❤️

For 4 år siden da jeg tog min coachinguddannelse, gik det op for mig at alle har et tal. Midt i undervisningen gav noget bare total mening. For mig er det super enkelt, hvis jeg selv - eller beder nogen - om at sætte et tal på, sådan "hvor lidt og hvor meget" noget nu er. 

Endnu værre - eller bedre var det jo faktisk - så kan vi sætte tal på, hvor meget vi mener, at vi selv er værd at elske. Altså: hvor meget fra 1-10 mener du, at du er værd at elske? 

Jeg blev spurgt hvad mit tal var - og til min overraskelse (og så alligevel ikke) så var mit tal 3. Altså jeg er virkelig ikke særlig elsk-værdig. Jeg var chokket. Men også klogere. Nu ku jeg bedre forstå, hvorfor 'folk' kunne fortælle eller blot vise mig, hvor meget de elskede eller holdte af mig, uden at jeg overhovedet kunne mærke eller få øje på det. Hvorfor komplimenter prellede totalt af. Mine omgivelser blev super ked af det - og mine ene bror var både ked af det, men der gik også noget op for ham. Hvorfor jeg - når han sagde noget pænt - bare kiggede den anden vej, næsten som om jeg ikke hørte det. Det er da heller ikke fedt, at dem man holder så uendelig meget af, ikke mener de selv er værd at holde af. 

Jeg styrede da også straks hjem til mine børn og afkrævede dem et tal. Som heldigvis var meget højere. Phew (forstod de det? - vil nogen tænke og fair nok - men ja det tror jeg)

Men den gode nyhed var jo så, at det blev mit mål. At mit tal i den grad skulle op. Op på 10. Ikke 8-9 men et klingende 10! 

Det blev rejsen. Rejsen jeg stadig er på. Og den rejse jeg så gerne vil have alle dem, der roder rundt nede i de lave tal, med på. Det er ikke retfærdigt. Jeg fortjener både egen og andres kærlighed. Også når jeg måske ikke lige stråler af fuld balance og zen. Altid. Bare fordi jeg er. 

Kan du sige nedenstående til dig selv uden at afvise det? 
Jeg er værd at elske...
Jeg fortjener kærlighed bare fordi jeg er...

Rejsen har ændret sig en smule undervejs dog. Først skulle jeg "bare" ramme det flotte 10-tal. Men intet er fuldendt. Jeg ville ikke vente på "den dag” det skete, men tage hele rejsen med.
Så blev målet rejsen i sig selv. At være i udvikling og stræbe mod at have så meget selvkærlighed med hver dag som muligt. 

Livet er det ene og vi fortjener alle minimum al den kærlighed vi kan både få og give. Til andre og os selv. 

Jeg vil ikke nøjes…. 

God søndag og varm sommer ❤️

H O L D  A F  D I G  S E L V 

Velkommen til mit første blogindlæg på Malou´s væg! Jeg har længe bagt på denne mulighed, men har som så mange andre mennesker haft et hav af forhindringer. Alle sammen noget med, om jeg nu gjorde det “godt nok”

Undskyldninger som at jeg er elendig til komma, nutids-r og har mange andre grammatiske forglemmelser. Måske kommer jeg også til at skrive “slemmere”, lægger i stedet for ligger, men når jeg nu sidder her og rent faktisk er i gang, er det fordi jeg tænker "indhold frem for rammer"

Det er sikkert og vist at I støder på fejl, også på min hjemmeside, den trænger til korrektur, men jeg ku ikke vente længere. Jeg har en historie der brænder sig på. Og et budskab. 

Min hjemmeside hedder “Hold af dig” - ligesom foredraget. Det gør den fordi jeg har en overbevisning om, at det er vi skal starte.

Har du en drøm, et mål, et ønske, en snert af noget der drager dig - men du ikke rigtig når derhen, så mener jeg, at det er et godt sted at starte. Med at holde af sig selv. Tage dig selv alvorligt. Lytte og mærke efter. Stoppe op og stille dig selv spørgsmålet “er der selvkærlighed involveret i denne beslutning"

Jeg vil med bloggen altid tage udgangspunkt i “Hold af dig selv"

Kunstneren med et kald.
For noget tid siden sad jeg med en kvinde hos mig. Moren, hustruen, men også en kunstner med en vis succes bag sig. For år tilbage var succesen blevet for meget og det var stoppet brat. 

Hun ville frygtelig gerne i gang igen - men i mere moderat tempo end tidligere, men turde ikke gå i gang. Der var en kæmpe blokering og det var ikke muligt at knække koden selv. 

Det viser sig, at årsagen til at hun ikke kan sætte sig i malerstolen igen, er fordi det er super egoistisk. Hus og familien skal jo passes. "De har brug for mig og jeg hader egoister". Der er jo altid noget at lave, og hvis jeg vælger mig selv, så er jeg jo egoistisk.

Det er ofte hørt. At egosimen er nederen. Og ofte en fortalt årsag til hvorfor vi ikke kan nå i mål. 

Egoister er nederen
- eller hva? Hvorfor egentlig?? Vi udfordrede egoismen med forskellige spørgsmål;

• Hvad er egoisme for dig? Hvornår er man egoistisk?
• Hvad er det positive ved egoismen?
  
• Hvad er det egoister gør, som du kan lære noget af?
• Hvad kan du drage nytte af ved at være egoistisk?
• Hvad kunne et andet ord for det være?

Personligt oplever jeg egoismen, som en mulighed for at “sikrer sig selv” - at huske sig selv. At pleje sig selv.

Alt for ofte (ofte dem der i særdeleshed ikke tilgodeser sig selv) står vi parate til at hjælpe andre, give andre, være noget for andre, men alt for lidt husker vi det samme for os selv. Vi glemmer at mærke hvad vi vil, mærke OM vi vil.

Det kan blive til stort forbrug af en masse ressourcer på andre og når tiden kommer til os selv, er vi brændt ud og er helt forvirret over hvem vi selv er.

Et godt tip til dig, som ikke er verdensmester I “at sikre dig selv” er at stille ovenstående spørgsmål til dig selv.

Og at finde din balance, fordi der bør være en balance. Vi bliver ikke mindre medmenneskelige fordi vi husker os selv. Og indimellem bliver folk omkring, da også lidt skuffede over at valget faldt på dig selv. Men hvad er faren ved det? 

Det er den balance du nu skal i gang med at finde. Fordi indimellem kan vi jo godt vælge andre og være noget for andre, selv om vi måske mest trænger til at slappe lidt af.

Det er dit valg! Også at være helt og aldeles ikke-egoistisk. Det er ikke de andres skyld. Du er dit ansvar og du bør holde af dig selv ved også at vælge dig selv, når du trænger til det.

Med ønsket om en rigtig dejlig uge med plads til at holde af både dig og dine nærmeste <3

Kram Malou

Denne side er under opbygning