De seneste måneder har jeg uden tvivl landet mig selv mere end nogensinde.
Fred og ro. En følelse jeg faktisk ikke kender særlig godt. Glæde. En følelse jeg momentvis har oplevet, men ikke trives særligt godt i. Lykke og taknemmelighed fylder min krop med en dejlig varme 🌸
En overbevisning er i de måneder kommet op til overfladen og har belyst hvorfor det er svært at trives i glæde, fred og ro.
Intet godt varer ved.
Av…. En overbevisning der set i lyset af min historie giver rigtig meget mening. Det er sandt. Intet godt varer ved, at flygte fra det gode og rare, ikke at turde sænke paraderne og dvæle i roen har været og er en umulighed for mig. Det giver angst og en følelse af opgivenhed/magtesløshed
Fordi, hvad skal jeg så? Hvad skal jeg så bruge min krop til, hvis ikke jeg skal flygte og forberede mig på strenge tider. Min krop har i 46 år været i alarmberedskab. Ikke en ressourcegivende tilstand, men en drænende og opslidende tilstand. En tilstand af overfladiskhed og manglende forbindelse til de mennesker jeg faktisk holder vildt meget af og som også elsker mig. En tilstand jeg ikke bare kan stoppe bare lige, ikke uden at være komplet mindfuld - hvilket også forklarer min afsky for pilates og meditation.
Opgivenheden skræmmer mig. Hvad er der så at leve for? Uden mål og bare i lykke? Jeg må indrømme at jeg er meget forelsket i følelsen af ro, glæde og lykke. Jeg har intet at frygte lige nu og alt at vinde. Men at være uden aggressivt mål er det samme som ikke at ville være (åbenbart)
I skyggecoaching arbejder vi med begrebet ‘underliggende commitment’. En beslutning, en usynlig kontrakt med mig selv ud fra den overbevisning jeg har.. intet godt varer ved. Min kontrakt lød ‘flyt dig hvis der ikke er fremdrift’ eller ‘‘jeg går til grunde, hvis jeg ikke handler’. Det giver nu mening, at jeg ikke bare må ligge der i haven…på ryggen og være lykkelig. Min erfaring har jo vist mig, at uvejret altid har vist sig på en ubehagelig, uforudsigelig og utryg måde.
Der i lykken er jeg let påvirkelig. Det giver mening fordi med lykken kommer sårbarheden. Arrg....den sårbarhed. Frygten for at være til grin, være naiv og at blive knust. Betingelsen for lykke. Leve i absolut mod er at være sårbar. Så måske er det modet der svigter? Modig til at være lykkelig og bare være. Nyde og suge livet og lykken til mig. Jeg har alle værktøjerne, men mangler måske modet.
Jeg var en gang til teambuilding, hvor jeg skulle kaste mig bagover ned i armene på mine kollegaer. Jeg stod der forevigt…længe i hvert fald. Men greb modet og lod mig falde. Banalt men sigende for det jeg føler i dette øjeblik. Vide, at jeg har lige præcis de arme der er brug for omkring mig. At jeg har modet, men at jeg må altså selv kaste mig ud i det. Det kan ingen andre. De kan blot heppe og støtte. Også meget sigende for mit liv. Omgivet at de allerbedste og sindssygt meget kærlighed. Rigtig mange hepper på mig. Så hvorfor ikke bare falde bagover og kigge op i himmelen? Den lyser jo smukt blåt og lyst.
Så jeg må lave mig en ny kontrakt….et nyt commitment.
Det er; det er trygt at være lykkelig og at stå stille i glæden. Jeg kan godt leve i lykken….mærke den også uden et aggressivt mål væk fra hvor jeg er 🌸🌟
Så må gråvejret komme når det lyster. Den tid den sorg. Til den tid er der jo netop alle de mennesker jeg har brug for. Ikke mindst mig selv, som jo har overlevet strengere ting….end lykken ❤️❤️
Afsted med mig….. Og dig…. Vi kan godt 🌸❤️

Fred og ro. En følelse jeg faktisk ikke kender særlig godt. Glæde. En følelse jeg momentvis har oplevet, men ikke trives særligt godt i. Lykke og taknemmelighed fylder min krop med en dejlig varme 🌸
En overbevisning er i de måneder kommet op til overfladen og har belyst hvorfor det er svært at trives i glæde, fred og ro.
Intet godt varer ved.
Av…. En overbevisning der set i lyset af min historie giver rigtig meget mening. Det er sandt. Intet godt varer ved, at flygte fra det gode og rare, ikke at turde sænke paraderne og dvæle i roen har været og er en umulighed for mig. Det giver angst og en følelse af opgivenhed/magtesløshed
Fordi, hvad skal jeg så? Hvad skal jeg så bruge min krop til, hvis ikke jeg skal flygte og forberede mig på strenge tider. Min krop har i 46 år været i alarmberedskab. Ikke en ressourcegivende tilstand, men en drænende og opslidende tilstand. En tilstand af overfladiskhed og manglende forbindelse til de mennesker jeg faktisk holder vildt meget af og som også elsker mig. En tilstand jeg ikke bare kan stoppe bare lige, ikke uden at være komplet mindfuld - hvilket også forklarer min afsky for pilates og meditation.
Opgivenheden skræmmer mig. Hvad er der så at leve for? Uden mål og bare i lykke? Jeg må indrømme at jeg er meget forelsket i følelsen af ro, glæde og lykke. Jeg har intet at frygte lige nu og alt at vinde. Men at være uden aggressivt mål er det samme som ikke at ville være (åbenbart)
I skyggecoaching arbejder vi med begrebet ‘underliggende commitment’. En beslutning, en usynlig kontrakt med mig selv ud fra den overbevisning jeg har.. intet godt varer ved. Min kontrakt lød ‘flyt dig hvis der ikke er fremdrift’ eller ‘‘jeg går til grunde, hvis jeg ikke handler’. Det giver nu mening, at jeg ikke bare må ligge der i haven…på ryggen og være lykkelig. Min erfaring har jo vist mig, at uvejret altid har vist sig på en ubehagelig, uforudsigelig og utryg måde.
Der i lykken er jeg let påvirkelig. Det giver mening fordi med lykken kommer sårbarheden. Arrg....den sårbarhed. Frygten for at være til grin, være naiv og at blive knust. Betingelsen for lykke. Leve i absolut mod er at være sårbar. Så måske er det modet der svigter? Modig til at være lykkelig og bare være. Nyde og suge livet og lykken til mig. Jeg har alle værktøjerne, men mangler måske modet.
Jeg var en gang til teambuilding, hvor jeg skulle kaste mig bagover ned i armene på mine kollegaer. Jeg stod der forevigt…længe i hvert fald. Men greb modet og lod mig falde. Banalt men sigende for det jeg føler i dette øjeblik. Vide, at jeg har lige præcis de arme der er brug for omkring mig. At jeg har modet, men at jeg må altså selv kaste mig ud i det. Det kan ingen andre. De kan blot heppe og støtte. Også meget sigende for mit liv. Omgivet at de allerbedste og sindssygt meget kærlighed. Rigtig mange hepper på mig. Så hvorfor ikke bare falde bagover og kigge op i himmelen? Den lyser jo smukt blåt og lyst.
Så jeg må lave mig en ny kontrakt….et nyt commitment.
Det er; det er trygt at være lykkelig og at stå stille i glæden. Jeg kan godt leve i lykken….mærke den også uden et aggressivt mål væk fra hvor jeg er 🌸🌟
Så må gråvejret komme når det lyster. Den tid den sorg. Til den tid er der jo netop alle de mennesker jeg har brug for. Ikke mindst mig selv, som jo har overlevet strengere ting….end lykken ❤️❤️
Afsted med mig….. Og dig…. Vi kan godt 🌸❤️